“……I nyere filosofiske retninger er denne menneskelige narcissisme og forståelse af os selv, og vores bevidsthed, som universets centrum ikke længere holdbar. En filosof som Graham Harman har for eksempel skabt fokus på den objekt-orienterede ontologi, hvor objekterne i verden, for eksempel nogle skulpturer i en skovbund, har en egen-autonomi og agens, uden for den menneskelige sfære og bevidsthed. Virkeligheden er langt dybere, og tingenes væren større, end vores reducerede sanser kan opfange og vores bevidsthed formå at rumme…..”

Maria Kjær Themsen

Se hele teksten under:  “At være uden at tænke – om Siv Bugge Vatnes skovskulpturer”

Nitobe. Corian, stone, 180 x 25 cm, 2016.

“Tynne stammer / Thin trunks”. Stones, thread, trunks, h 130 cm, 2016.

At være uden at tænke
– om Siv Bugge Vatnes skovskulpturer

af Maria Kjær Themsen

En teatralsk iscenesættelse. Et drama i skovbunden. Sådan opleves Siv Bugge Vatnes udstilling, Nå er jeg skog. I skoven har hun opstillet en række skulpturer, så de danner en cirkel, en slags scene for dramaets udfoldelse, og inde i midten af denne scene er en række andre skulpturer i skovbunden i færd med at interagere med hinanden. Drama betyder på græsk ”at handle”. Noget sættes i spil, som er antagonistisk i forhold til hinanden, en spænding er på færde mellem aktørerne, noget er uforløst, som en dirrende fornemmelse, der holder én fanget til dramaets videre forløb. Eller som der står i den danske ordbog: ”et drama er et spændingsfyldt og ofte kompliceret eller konfliktfyldt handlingsforløb”. Traditionelt er det levende mennesker, der er et dramas midtpunkt. I Bugge Vatnes kunst udgør aktørerne skulpturer skabt af både artificiel og ægte materialer, med skoven som kulisse og medspiller. Dette skal vise sig at have betydningsfulde filosofiske implikationer. Agens, synes Bugge Vatne at sige, findes også uden for det menneskelige.

Dramaet indledes allerede på turen ud til skoven. Det er indledningen: man forlader civilisationen, menneskebebyggelsen, og træder ind i en anden verden via en halvgemt rute l bag en parkeringsplads ved landevejen. Østmarka-skoven, der ligger uden for Oslo, er skabt af ældgammelt grundfjeld, dannet for over 1000 millioner år siden, der giver et kuperet terræn af kæmpestore sten, ligesom skovens natur er rundet af den sidste istid, underjordiske vulkaner og andre dramatiske begivenheder i klodens dannelse, som sætter dramaets tidslighed i perspektiv i forhold til det nu vi oplever skulpturerne i. Østmarka er i det hele taget en fortættet naturoplevelse: træerne er svimlende i højden, og deres rodnet danner knoklede fangarme over stenene i forsøget på at gribe fast og få næring. Den frodige skovbund er fuld af mos og buske med skovbær og tissemyrer på størrelse med biller. Ruten til Bugge Vatnes kunst er yderligere rig og mættet med skønhed; man ledes forbi en rindende år og en stor og dyb skovsø, der spejler fjeld og træer i vandet. Her er det nemt at forstå menneskets trang til at besjæle naturen, og indgyde den med både metafysiske og magiske egenskaber. Det sted som Bugge Vatne har valgt til sin installation, er dog tilsyneladende mere undseligt. Her er intet vand, ingen store fjeld, ingen bjergtagende skønhed. Her er bare vanlig skov: træer og buske og mos. Og et stort dødt træ i midten af området, der læner sig tværs over ”scenen”.

Fem skulpturer i varierende menneskehøjde danner tilsammen en cirkel. De står ranke og alene og våger. Og samtidig bøjer de sig ”unaturligt. ”Nitober” kaldes de, og er skabt af materialet corian, der oftest bruges til bordplader, og som til forveksling ligner sten, granit eller endog marmor, men som altså kan formgives på en ganske anden måde end sten. Disse skulpturer er et møde mellem to materialer, mellem det menneskeskabte corian, og naturens eget udtryk i naturstenen. Navnet ”nitobe” stammer fra den japanske filosof Inazo Nitobe (1862-1933), der i 1905 udgav bestselleren The Soul of Japan. En bog, der bl.a. inspirerede grundlæggeren af spejderbevægelsen, Baden-Powell. Heri fremlægger Nitobe en samurais natur. Og som de står der i skoven, nitoberne, kunne de minde om sådanne samuraier, der holder vagt og står stilfærdigt, men mægtigt, og passer på dramaets midtpunkt: skulpturerne der beskyttes i cirklens midte.

Inde i scenens midte er tre skulpturer placeret i skovbunden. De udgøres af tre mellemstore sten, hvorover et lag corian smyger sig, bølgende, som et beskyttende lag. Igen et skulpturelt møde mellem et bøjeligt stenlignende og menneskeskabt materiale, og naturstenene selv. Værket hedder Gjennom varm luft. For ligesom når hed varme får verden til at smelte for éns øjne, lige sådan smelter og bølger disse flade falske sten-lag sig over de ægte runde sten. Corianen danner et slags skjold over stenen, som var den en skrøbelig skat, der skal passes på. Et stykke herfra står værket Tynne Stammer i midten af scenariet og stritter frimodigt op fra skovbunden: en kæp besat med hundredevis af småsten, der omhyggeligt og møjsommeligt er viklet med snor om hinanden og på kæppen. Fra det døde træ hænger der lignende småsten og dingler i tynde tråde. Som smykker på de døde grene. En opadgående stritten og en nedadgående dinglen fra det døde; en skønhed i det henfaldne.
I denne bevægelse mellem noget opadgående og noget nedadgående, mellem noget uvant strunkt og noget unaturligt bøjeligt, spiller Bugge Vatne på vores oplevelse af universets kræfter, særligt tyngdekraften, som i hendes skulpturer sættes i spil som et drama i sig selv. Det ses i nitobernes måde at stå ret og lige, for så pludselig at bøje sig, men uden at falde. Og det ses i flere tidligere værker, som helt ind i titlen fremhæver dette fokus: for eksempel i Gravitasjon #2 (2011) (som var med på udstillingen En Endeløs Søken Etter Substans (2011)), hvor en række sten balancerer oven på hinanden i en høj smal skulptur. Eller som i det helt aktuelle projekt i, udsmykningsprojektet Å flytte et punktum i Stavanger, hvor en kæmpestor rullesten fra kystlandskabet Jæren kommer til at balancere for enden af et stramt skåret stenhegn. Den massive masse fra den store natursten kommer i skulpturel karambolage med den skårede sten – som en stadig søgen efter stabilitet i det usikre terræn. Stenenes møde bliver et symbol på den stabilitet, der trods synlig skrøbelighed, trods alt findes i stormens midte, i vulkanens øje.

Bugge Vatne orkestrerer på denne måde både i det store og det små en dramatiseret dialog mellem naturens kræfter og kunsten udtryk, og mellem det rå og ”naturlige” over for det af menneskehænder bearbejdede. Men dramaets egentlige essens er dybere end dette. Det ligger i det tavse sprog, der udfolder sig skulpturerne, og materialerne imellem. Og som anslås i titlen. ”Jeg er skov nu”, kaldes værket. Det er en talehandling, hvor et jeg underkaster sig det materielle domæne, og i samme moment forkaster den immaterielle ånd. Jeget er nu lig naturen, en ikke-tænkende materie, som alligevel formår at udfolde et drama. Med andre ord; en agens uden bevidsthed.

I dette findes et radikalt sprogligt opgør med den dikotomi mellem krop og sind, natur og kultur som særligt Rene Descartes er blevet berømt for at formulere med sin: ”Jeg tænker, altså er jeg.” Et dictum, som i særlig grad har været med til at forme den vestlige kultur, hvor kroppen har været aldeles adskilt fra ånden og bevidstheden. Den descartianske dikotomi, som den også kaldes, lægger vægt på det fornuftige, tænkende og åndelige menneske. Kroppen, med alle dens tilbøjeligheder og drifter, er i den henseende lig med den natur, der dybest set skal tæmmes og holdes nede. Men denne totale adskillelse af naturen på den ene side, og det tænkende menneske (ånden) på den anden side, er efterhånden ved at blive udfordret.
I nyere filosofiske retninger er denne menneskelige narcissisme og forståelse af os selv, og vores bevidsthed, som universets centrum ikke længere holdbar. En filosof som Graham Harman har for eksempel skabt fokus på den objekt-orienterede ontologi, hvor objekterne i verden, for eksempel nogle skulpturer i en skovbund, har en egen-autonomi og agens, uden for den menneskelige sfære og bevidsthed. Virkeligheden er langt dybere, og tingenes væren større, end vores reducerede sanser kan opfange og vores bevidsthed formå at rumme. Med andre ord er det ifølge denne teori muligt at være i verden uden at tænke i den. Inden for denne filosofiske retning er den menneskelige bevidsthed lige så meget en kemisk formel, som corian-stenens særlige syntetiske materiale, eller mosset i skovbunden. Det er dette faktum Bugge Vatnes kunst synes at udtrykke, når jeget er blevet til natur, til skov, til ikke-bevidsthed. Hierarkiet mellem ånden og kroppen er herved nivelleret, brudt sammen; det hierarki, der ellers har retfærdiggjort menneskets overlegne selvfølelse i århundreder. I Nå er jeg skog foregår der en både sproglig og skulpturel sammensmeltning mellem ånd og krop, mellem kultur og natur, som vi ellers i århundreder har været så dygtige til at holde helt adskilt.

.

.

.